“Øh skat, jeg tror du er gravid”

Sådan sagde min kæreste, da vi en tidlig fredag morgen, tog en graviditetstest. Jeg troede egentlig ikke, at jeg var gravid. Jeg ønskede inderligt, at jeg var, men jeg havde ikke haft nogle symptomer, og jeg var kun gået en dag over. Alligevel havde jeg besluttet, at jeg ville tage en test. Nok egentlig mest, for at få afkræftet en graviditet, så jeg ikke skulle gå og glæde mig over min udeblevne menstruation, hvis jeg ikke var gravid.

Klokken har nok ikke været mere end 5 om morgenen, og vi havde begge sommerferie. Jeg stod egentlig kun op fordi jeg skulle tisse. Så jeg sagde til min kæreste, der stadig lå i sengen, at blot til info, ville jeg hurtigt lige tage en test. Jeg tror helst han bare ville have sovet videre, men han ville nok heller ikke gå glip af det, hvis nu jeg var gravid. Så han hiver sig ud ad sengen, og efter jeg har tisset på testen, står vi begge med søvn i øjnene, og venter på at tiden er gået. Det var helt surrealistisk at se at der var 2 streger. Jeg tror ikke helt jeg forstod det, og min kæreste kiggede bare målløs på mig, og sagde “øh skat, jeg tror du er gravid”. Jeg ved ikke, hvordan det er normalt, at reagere i sådan en situation, og jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, hverken af ham eller mig. Vi var meget glade, helt bestemt, men ikke oppe og køre – nok nærmere lidt i chok. Og nej, vi var ikke trætte mere, så vi endte med at stå op.

Jeg har læst mange steder, at en test, godt kan være falsk negativ, men ikke falsk positiv. Alligevel havde vi begge brug for at få det bekræftet, så vi tog et par test mere af forskellige mærker – blot for at være helt sikre på, at jeg nu rent faktisk var gravid.

To røde streger, der ændrer alt

Det er en meget underligt, hvordan en lille plasticpind med to røde streger pludselig kan ændre alt. Samme dag havde vi housewarming for familie og venner i vores nye hus, og det var en meget speciel følelse, at skulle fremstå som alt var normalt, når man inderst inde godt vidste at alt var ændret. Jeg havde lyst til at fortælle alle om vores nyhed, men samtidig havde jeg også brug for at det var min og Mikkels hemmelighed lidt endnu. Bare indtil vi selv havde forstået det.

Jeg brugte en del tid på, at stå og kigge på min mave, og forestille mig, hvad det var for en lille en, der voksede derinde. Sammen med glæden om den store nyhed, fulgte der også et væld af bekymringer, og det der fyldte allermest, var frygten for at miste. Jeg turde ikke knytte mig for meget til tanken om at vi skulle have et barn, for jeg var alt for bange for, at jeg så ikke ville kunne bære det, hvis vi mistede det. Vi brugte meget tid på at tale om, ‘hvad nu hvis’ og vi fokuserede på, at hvis nu det gik galt, så var det i det mindste positivt, at vi kunne lave børn sammen, og at hvis det gik galt, så var det bare om at prøve igen.

Nogle vil nok sige, at det er en pessimistisk og lidt kynisk tankegang, men for os var det en nødvendig fase at gå igennem inden vi begyndte at binde os til barnet.