,

Hvornår skal man fortælle man er gravid??

Jeg har altid været af den holdning, at når jeg en dag blev gravid, ville jeg helt sikkert vente 3 måneder med at dele nyheden med andre. Det siges at størstedelen af alle spontane aborter sker inden for de første 3 måneder, og jeg har derfor ikke set nogen grund til at dele nyheden, før jeg var sikker på at barnet sad fast.

Jeg kan tydeligt huske en jul, hvor min søster trak mig til side, for at fortælle mig noget. Hun behøvede ikke sige noget, for jeg vidste det lige så snart jeg så hendes udtryk. “Du er gravid” udbrød jeg. Og hendes reaktion bekræftede blot mit udråb. Jeg blev meget overvældet, og lykkelig på deres vegne, og begyndte at stortude. Jeg kunne simpelthen ikke styre det. Jeg bærer nok en del af skylden for at hele familien fik nyheden at vide den aften, da mine røde hævede øjne afslørede, at der var sket noget stort. Men ikke desto mindre, havde min søster og hendes kæreste valgt at fortælle nyheden til den nærmeste familie langt inden de første 3 måneder var gået.

Min kæreste og jeg talte om det på vej hjem den aften, og vi var begge meget uforstående over for, at de havde meldt nyheden så tidligt, for hvad nu hvis… Vi var i hvert fald fuldt ud enige om, at når jeg en dag blev gravid, ville vi i hvert fald vente med at fortælle det til efter den første scanning.

Plastikpinden viste 2 streger

Fast forward ca halvanden år, og vi når til den sommerdag, en tidlig morgen, hvor jeg har taget en test, og kigger forbløffet på mig, og siger “øh skat, jeg tror du er gravid” (læs mere her).

Vi var lidt i chok, lykkelige, skræmte, glade, forvirrede, og hvad man ellers er, når man sådan pludselig skal indse, at ens liv nok kommer til at ændre sig fuldstændigt. Hvordan skulle vi gribe det an? Hvad var proceduren og næste step i processen? Vi vidste det faktisk ikke, men der var vidst noget med, at man skulle til lægen for at have det tjekket, så vi ringede til lægen, og fik at vide at vi ikke skulle derind, før jeg var ca 8-9 måneder henne. Hold op, hvor var der lang tid til!! Hvad skulle man så gøre mens man ventede på det? Det var egentlig meget surrealistisk at min kæreste og jeg var helt alene i denne bobbel af uvidenhed, forvirring og glæde, og ikke havde andet end en plastikpind til at bekræfte at jeg rent faktisk var gravid.

Vores lille hemmelighed

På en måde var det en dejlig spændende lille hemmelighed vi havde sammen. Og det var en klippe af skjult lykke jeg kunne knytte mig til, hvis jeg havde en dårlig dag. Graviditet-symptomerne ramte mig dog som et brag, og kastede lidt en skygge på vores ellers glædelige hemmelighed (læs mere her), og gjorde det hele lidt mere besværligt at skjule – men vi holdt fast i vores plan med at vente med at sige noget.

Endelig kom den længe ventede dag, hvor vi skulle til lægen. Vi havde en fin snak med ham, og han satte os ind i de mange mange ting, man skal vide, når man bliver gravid. Og han spurgte ind til, hvor vi ønskede jeg skulle føde, og forklarede om jordemoderforløbet osv osv. Jeg opfangede kun ca 10% af det, for det eneste jeg sad og tænkte var “Er du sikker på, jeg er gravid, og hvordan kan du være sikker på at vi ikke mister barnet?”.

Jeg tror mange nygravide har en borende frygt for at miste barnet – det havde jeg i hvert fald. Og oven i det, havde jeg en underlig frygt for om det hele bare var noget jeg bildte mig ind, og om min krop bare havde spillet mig et puds.

 

Vi blev klogere

Inden den positive test havde jeg haft en cyklus, der var lidt længere end normen, henviste vores læge os til en gynækolog, som kunne lave en tidlig scanning på mig, og fastsætte en lidt mere præcis terminsdato. Vi fik en tid allerede samme dag, og vi var henrykte og meget spændte. Vores første scanning!!

Vi kom derind, og scanningen gik i gang. Til at begynde med kunne vi ikke tyde de muddertegninger, der dukkede op på skærmen, men pludselig, så vi det lille væsen med et bankende hjerte. Og der gik det op for os begge, at det her altså var ægte, og at det var noget konkret vi var nødt til at forholde os til. Der var virkelig et lille liv inde i maven på mig!

Scanningen havde gjort noget ved os, jeg ikke kan forklare. Men det at vi havde set den lille levende peanut, gjorde at det nu var så ægte, at vi følte os trygge nok til at dele det med de nærmeste. Vi kunne faktisk næsten ikke vente med at fortælle vores store nyhed. Det lille bankende hjerte på skærmen havde fået os til at ændre vores synspunkt fuldstændigt.

Pludselig forstod jeg, hvorfor min søster og hendes kæreste havde fortalt det så tidligt. Jeg var godt klar over, at vi stadig kunne få dårlige nyheder til nakkefoldsscanningen. Men her og nu var virkeligheden at der var et lille liv i maven på mig, og den virkelighed havde vi brug for at dele.

Jeg kan ikke sige, hvornår det er rigtigt eller forkert at fortælle sine nærmeste, at man er gravid. Og jeg tror det er meget individuelt, hvornår man er klar til at dele nyheden. Jeg ved bare, at den tidlige scanning vi var til, ændrede vores syn på det, og gav mig pludselig en forståelse for, hvorfor andre vælger at sige det tidligere end nakkefoldsscanningen.

/0 Kommentarer/af
, ,

Ikke gravid alligevel?

Allerede dagen efter vi havde fået en positiv test, begyndte mine symptomer. Jeg ved ikke om det var et tilfælde, eller om der har været noget psykologisk, der har spillet ind. Jeg fik morgenkvalme (som varede hele dagen) og jeg var nødt til at spise konstant for at holde kvalmen nede. Min mave blev enormt oppustet, så jeg selv følte at jeg om eftermiddagen så enormt gravid ud. Derudover oplevede jeg en træthed, som ikke kan beskrives medmindre man selv har prøvet det.

Jeg havde det elendigt i 2-3 uger, og så nærmest fra den ene dag til den anden stoppede det. Jeg ved ikke, om det måske var fordi jeg begyndte at spise mine gravitaminer om aftenen i stedet for om morgenen, men ikke desto mindre forsvandt alle symptomer. Det var en kæmpe lettelse, men samtidig gav det også grobund for endnu flere bekymringer. Pludselig fik jeg en følelse af, at jeg måske slet ikke havde været gravid, og at det bare var noget, jeg havde bildt mig ind. Jeg kunne jo ikke mærke noget mere? Mit hoved holdt så meget fast i tanken, at jeg var nødt til at tage endnu en test – blot for at være helt sikker. Som om det ikke var sikkerhed nok i mine tidligere symptomer, humørsvinginger og ikke mindst den udeblevne menstruation…

Skal moderen knytte sig til barnet fra dag 1?

Alle siger, at det er meget mere normalt for kvinden at binde sig til barnet helt fra starten, hvor det for faren, først kommer senere. I så fald er jeg nok bare ikke så normal.

Jeg var konstant bevidst om at jeg var blevet gravid, og jeg tænkte enormt meget på det, og havde enormt meget brug for at tale om det, men for mig var det lige så abstrakt en tanke, som det var for min kæreste. Særligt efter mine symptomer var stilnet markant af. For rationelt set, vidste jeg jo godt, at jeg var gravid, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor alle sagde, at jeg ville knytte mig meget mere til barnet end min kæreste på dette stadie. For jeg kunne jo heller ikke mærke noget. Jeg kunne kun se det samme i spejlet som ham. Jeg havde da knyttet mig til tanken om at være gravid, og om at vi skulle være forældre, ja, men ikke til selve barnet, for som sagt, havde jeg ikke set det, og jeg kunne ikke mærke det. Er det unormalt? Og er det forkert?

I takt med at maven så småt begyndte at vokse, begyndte vi begge at forstå, at det her altså var virkelighed, og at der ligger en lille ‘peanut’ inde i maven på mig. Lægen sendte os til en tidlig scanning, for at sikre, hvor langt henne jeg var, og da vi begge først så det lille liv sprælle i maven på mig, blev det pludselig meget virkeligt. Der var jo rent faktisk noget inde i min mave, som vi havde skabt sammen, og jeg tror lidt, at det gjorde, at vi begge pludselig kastede vores kærlighed på det lille liv, og den fremtid vi gik i møde sammen.

/0 Kommentarer/af
, ,

“Øh skat, jeg tror du er gravid”

Sådan sagde min kæreste, da vi en tidlig fredag morgen, tog en graviditetstest. Jeg troede egentlig ikke, at jeg var gravid. Jeg ønskede inderligt, at jeg var, men jeg havde ikke haft nogle symptomer, og jeg var kun gået en dag over. Alligevel havde jeg besluttet, at jeg ville tage en test. Nok egentlig mest, for at få afkræftet en graviditet, så jeg ikke skulle gå og glæde mig over min udeblevne menstruation, hvis jeg ikke var gravid.

Klokken har nok ikke været mere end 5 om morgenen, og vi havde begge sommerferie. Jeg stod egentlig kun op fordi jeg skulle tisse. Så jeg sagde til min kæreste, der stadig lå i sengen, at blot til info, ville jeg hurtigt lige tage en test. Jeg tror helst han bare ville have sovet videre, men han ville nok heller ikke gå glip af det, hvis nu jeg var gravid. Så han hiver sig ud ad sengen, og efter jeg har tisset på testen, står vi begge med søvn i øjnene, og venter på at tiden er gået. Det var helt surrealistisk at se at der var 2 streger. Jeg tror ikke helt jeg forstod det, og min kæreste kiggede bare målløs på mig, og sagde “øh skat, jeg tror du er gravid”. Jeg ved ikke, hvordan det er normalt, at reagere i sådan en situation, og jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, hverken af ham eller mig. Vi var meget glade, helt bestemt, men ikke oppe og køre – nok nærmere lidt i chok. Og nej, vi var ikke trætte mere, så vi endte med at stå op.

Jeg har læst mange steder, at en test, godt kan være falsk negativ, men ikke falsk positiv. Alligevel havde vi begge brug for at få det bekræftet, så vi tog et par test mere af forskellige mærker – blot for at være helt sikre på, at jeg nu rent faktisk var gravid.

To røde streger, der ændrer alt

Det er en meget underligt, hvordan en lille plasticpind med to røde streger pludselig kan ændre alt. Samme dag havde vi housewarming for familie og venner i vores nye hus, og det var en meget speciel følelse, at skulle fremstå som alt var normalt, når man inderst inde godt vidste at alt var ændret. Jeg havde lyst til at fortælle alle om vores nyhed, men samtidig havde jeg også brug for at det var min og Mikkels hemmelighed lidt endnu. Bare indtil vi selv havde forstået det.

Jeg brugte en del tid på, at stå og kigge på min mave, og forestille mig, hvad det var for en lille en, der voksede derinde. Sammen med glæden om den store nyhed, fulgte der også et væld af bekymringer, og det der fyldte allermest, var frygten for at miste. Jeg turde ikke knytte mig for meget til tanken om at vi skulle have et barn, for jeg var alt for bange for, at jeg så ikke ville kunne bære det, hvis vi mistede det. Vi brugte meget tid på at tale om, ‘hvad nu hvis’ og vi fokuserede på, at hvis nu det gik galt, så var det i det mindste positivt, at vi kunne lave børn sammen, og at hvis det gik galt, så var det bare om at prøve igen.

Nogle vil nok sige, at det er en pessimistisk og lidt kynisk tankegang, men for os var det en nødvendig fase at gå igennem inden vi begyndte at binde os til barnet.

/0 Kommentarer/af
,

10 grunde til IKKE at starte en blog

Jeg ser ikke mig selv som en blogger. Når jeg tænker på bloggere, tænker jeg på dem, der inspirerer mig, som rockpaperdresses, eller emilysalomon. To piger, der i mine øjne synes at leve nogle spændende liv, altid ser enormt godt ud, og altid har noget spændende og top relevant på hjertet, som de deler på bloggen… Sådan ser jeg ikke mig selv. Jeg har perioder, hvor min hverdag tager over, og alt kører i ring; stå op…arbejde… hjem… i seng…, og så forfra igen. Jeg spiser ikke altid delikat, eksotisk mad og jeg render ikke altid rundt lækre sommerkjoler, eller moderigtige jeans – for at være ærlig, hvilket jeg jo gerne vil være, så sidder jeg pt. i en blød gammel morgenkåbe med fedtet hår sat op i en knold, og aftensmaden bestod af 2 forskellige supper fra fryseren, som bare blev blandet sammen, og noget hvidløgsflute… I know, not so cool…

En laaang opstart

Jeg havde en rigtig lang opstart på min blog. Jeg brugte timer efter timer, og dage efter dage på at tænke, planlægge, overveje hvad bloggen skulle hedde, hvordan den skulle være være, se ud og omhandle. Og midt i alt det ombestemte jeg mig op til flere gange, om jeg overhoved ville starte en blog. For hvorfor skulle nogen være interesserede i at læse om mig? – jeg lever jo ikke et glamourøst bloggerliv. Jeg havde det som om, der pludselig lå et kæmpe pres på mine skuldre for noget, jeg ikke engang havde startet. Og det er netop derfor jeg IKKE vil være blogger:

 

10 gode grunde til IKKE at starte en blog:

    1. Du lægger private billeder og tanker ud til fri fortolkning for fremmede
      Selvfølgelig styrer man selv, hvad man lægger ud af billeder og tekst, men jeg er af den overbevisning om at man får mest ud af sin blog, hvis man giver læserne noget af sig selv.
    2. Du bliver endnu mere afhængig af din telefon
      Det her er et af de punkter, jeg nok aldrig helt lærer. Jeg oplever så mange smukke fine ting i hverdagen, men fordi jeg nyder virkeligheden, glemmer jeg nogle gange lige at få et billede af det. Men det tror jeg nu er ganske sundt.
    3. Tiden forsvinder for næsen af dig
      Der er selvfølgelig ingen krav for, hvor meget tid man skal bruge på sin blog, men hvis man gerne vil have en aktiv blog, tager det en del tid. Jeg vil slet ikke komme ind på mængden af tid, jeg har brugt på at sætte bloggen op (og jeg er endda ikke nybegynder i at bygge hjemmesider). Men udover det, så er det enormt tidskrævende at få ideer til blogindlæg, få dem skrevet, finde billeder dertil, og så lige læse indlægget igennem igen, for at sikre at det giver mening.
    4. Du bliver nok ikke rig af det
      Der er rigtig mange, der starter en blog i dag. Og der er rigtig mange, der gør det for at tjene penge – måske fordi de har fået muligheden efter at have deltaget på tv?? Selvfølgelig er der nogle der kan leve af det, og hvor er det fedt for dem, men man må endelig ikke glemme, hvor mange hårde arbejdstimer, og sikkert også frustrationer og forhindringer, de har måtte igennem, for at nå dertil. Det jeg kan se, går igen som en rød tråd hos samtlige af mine yndlingsbloggere, er at det virker til at de reelt har noget at dele, og at de ikke har startet en blog for at tjene penge. At det så er endt ud på den måde, er så sejt gået af dem. Men grundlaget har været for deres egen skyld.
    5. Du er ikke den eneste
      Som nævnt i forrige punkt, er der rigtig mange, der blogger, og ikke nok med det, er der helt sikkert også en del, der vælger at blogge om præcis det samme som du overvejer. Og den er stensikker, hvis man vælger noget så bredt, som en livsstilsblog, som jeg har gjort. Hvis man researcher lidt om hvad der skal til for at starte en succesfuld blog, man kan tjene penge på, er der mange, der anbefaler, at man skal vælge et nieche-område at blogge om. Og det er nok også en rigtig god ide, men jeg gør ikke det her for at tjene penge, men fordi jeg synes det er sjovt, så derfor blev det et vindue til mit liv i stedet.
    6. Du skal altid være klar til blogbilleder
      Du ved aldrig, hvornår der opstår en situation, der er bloggen, eller de sociale medier værdig, så derfor skal du altid være stylet til et lækkert blog-billede. Medmindre man selvfølgelig laver omdrejningspunktet i sin blog om at det er okay at være lidt uperfekt… Smart ikke? 😀
    7. Du vil mangle hukommelsesplads på telefonen
      Man tager mange billeder – rigtig mange billeder, og hvis man som jeg, ikke er den bedste til at huske at slette de mange billeder igen, så begynder det pludselig at knibe med pladsen. Nogle gange må jeg tage mig selv i nakken, og lave en stor udsortering i mine billeder på telefonen, men opgaven virker bare såååå uoverskuelig, når der nu er så mange billeder!
    8. Du skal til at tænke over tingene
      Ej, det er selvfølgelig ikke en dårlig ting, men det kan godt være lidt udmattende nogle gange faktisk. For at kunne skrive et godt indlæg, og for at kunne finde ud af at sætte ord på tingene, kræver det, at man reflekterer over, situationen, og mærker efter, hvad man egentlig føler inderst inde. Men selvom det godt kan være krævende, så har det på en eller anden måde en terapeutisk virkning på mig.
    9. Du møder frustrationer og skriveblokade
      Nogle dage er jeg fuld af ideer til blogindlæg, og i mit hovede kan jeg nærmest høre blogindlægget udforme sig. Når jeg så kommer hjem, og sætter mig ved computeren, er det bare som om der går en klap ned. Jeg kan slet ikke finde på noget at skrive, og jeg synes alle de blog-ideer jeg har fået er dumme, og det hele er virkelig frustrerende. Jeg kan ikke tvinge min hjerne til at finde på noget at skrive, så nogle gange må jeg bare erkende, at det ikke nytter, men så efter noget tid falder tingene igen på plads i mit hovede, og fingrene begynder nærmest at skrive ordene af sig selv.
    10. Dine venner kommer til at ryste på hovedet over dig…
      … fordi du altid liiiiige skal have et billede af maden fra 12 vinkler, inden i må røre den, mens hun sidder og er drøn-sulten. Og fordi hun altid lige får stukket telefonen i hånden, mens du griner til kameraet, og tænker over dit næste blogindlæg. Og hvis i sidder og er fordybet i en god snak, kan det være, du lige finder din lille kinabog frem, for de guldkorn i kommer frem til i jeres snak, skal jo liiiige skrives ned.

Et vindue til min hverdag

Jeg kunne dog ikke slippe tanken om at starte en blog alligevel, og til sidst kom jeg frem til, at det ikke var noget jeg skulle gøre for andre, men for mig selv. Der var ikke nogle regler jeg skulle følge, for det er jo netop det; Jeg er ikke tilnærmelsesvis perfekt, men jeg er mig selv, og jeg er lykkelig i det liv jeg har, og det er det jeg gerne vil dele på min blog. Et vindue til en helt almindelig uperfekt hverdag, som jeg elsker.

 

/0 Kommentarer/af
,

Hit the reset-button

Siden jeg var barn, har jeg mere eller mindre taget på ferie til et varmt og solrigt sted hver vinter ( tak mor og far). Dette har dog gjort at jeg er blevet en smule afhængig af solboostet i løbet af vinteren. Jeg har det som om at jeg bare er nødt til at komme væk fra den kolde grå vinter, og den travle stressede hverdag, og hvis jeg ikke kommer afsted, bliver jeg helt trist og bitter… Ja, det lyder en smule forkælet, i know.. og forstå mig ret – det er heller ikke hvert år min kæreste og jeg har råd og mulighed for at komme afsted.. men når vi kommer afsted, så føler vi os såååå heldige.

Sidst gang bookede vi ferien ca 8 mdr før afrejsen, og i al den tid kunne vi næsten ikke tale om andet end vores kommende rejse til Thailand…

 

Alle har en mening

Det kan næsten ikke undgås at de mennesker i omgås i hverdagen får at vide at vi skal afsted, og for os er gode råd og ideer altid velkomne… dog er det som om at alle har en meget klar mening om, hvordan man bør slappe af, og om hvad man absolut SKAL opleve. For nogle mennesker er det at slappe af og koble fra på en ferie sikkert lig med planlagte oplevelser hver eneste dag, og andre foretrækker måske at bo på et luksushotel, og bare ligge og dase i solen dagen lang. For Mikkel og mig handler det om på en ferie at have plads og mulighed for at gøre hvad vi føler for lige netop den dag.

Jeg synes det er en skam, at man nærmest får udleveret en tjekliste med ting man bare SKAL prøve når nu man er et bestemt sted, for det er jo kun på den ferie man har muligheden. Hvis man ikke kommer igennem denne dikterede tjekliste, som alle andre blege, masende lemmings-tourister følger, så har man jo spildt sin tid – eller hvad siger I?

 

Hver sin smag – og det er helt okay

Well, for mig er det vigtigste på en ferie, at nyde atmosfæren, få en masse kulinariske oplevelser, og fornemme lokalkulturen. Udover det skal der selvfølgelig også være plads til en masse oplevelser, men jeg foretrækker at de planlægges på selve ferien, så man kan mærke efter, hvad man egentlig har lyst til.

Alle er forskellige, og alle skal have lov til at holde den ferie, som passer til netop dem – ligesom Mikkel og jeg vil holde den ferie der passer til lige netop os. Vi er heldigvis ret enige om hvad en perfekt ferie indeholder. Så vi tager hvad vi kan bruge af gode råd og tips, og resten smider vi i skraldespanden, og gør som vi passer os.

/0 Kommentarer/af