1: Absurd træthed
Det første symptom, der ramte mig var trætheden. Og ikke træthed som jeg har prøvet det før. Dette var i en helt anden kaliber, som man kun kan relatere til, hvis man selv har prøvet det. Min hjerne gik helt i baglås, og det eneste jeg kunne fokusere på, var hvornår jeg havde mulighed for at sove. Det var værst på jobbet. Tanken om at jeg ikke havde mulighed for at bare lægge mig ned og sove, var helt uoverskuelig og kunne næsten få mig til at tude.
Der var en dag på kontoret, hvor jeg var på toilettet, og jeg egentlig bare lige ville lukke øjnene et par sekunder, for at få lidt ro i hovedet. Jeg faldt i søvn.. Ja jeg faldt i søvn på toilettet på mit arbejde.. Jeg har nok ikke sovet mere end et minuts tid, og nej, jeg faldt ikke ned ad toilettet, men jeg var godt nok lidt forvirret, da jeg så vågnede igen.
2: Morgenkvalme hele dagen
Morgenkvalmen er et meget velkendt symptom på graviditet. Jeg havde bare ikke helt troet, at det skulle vare hele dagen. Det gjorde det i hvert fald for mig, og jeg tror endda, at jeg var heldigt stillet i forhold til mange andre. Det var egentlig sjældent, at jeg kastede op, men kvalmen var kronisk, og det eneste, der dulmede den, var at spise. Dvs jeg var nødt til at spise konstant. Min mave var helt fyldt til randen, og det sidste jeg havde lyst til var at spise, men jeg havde ikke noget valg, hvis jeg ønskede at holde kvalmen nede. Min kæreste og jeg lærte lynhurtigt at jeg skulle have snacks med overalt.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var min krop, der forberedte mig på at jeg skulle vænne mig til at have snacks med til vores kommende barn også. Nok ikke helt reelt, men tanken hjalp da i det mindste lidt, for så var der bare en lille mening med galskaben.
3: Oppustethed
Jeg blev også ramt af oppustethed, og luft i maven.. Yes.. mega fedt – især for min kæreste… Hver eftermiddag i starten, så jeg pludselig enormt gravid ud, fordi min mave var så oppustet. Der gik ikke lang tid efter vi havde fundet ud af, at jeg var gravid, til jeg var nødt til at købe en masse oversize tøj, for at skjule den lille bule. Det har nok kun været mig, der kunne se den, fordi jeg vidste det, men jeg blev lidt paranoid for om andre også skulle opdage det, for vi ville gerne vente lidt længere tid før vi offentliggjorde at jeg var gravid.
4: Humørsvinginger
Altså hvis i spørger mig, var det ikke så slemt. Tror dog, at min kæreste havde et lidt andet syn på det. Første gang, jeg virkelig mærkede til det, var da min kæreste helt i starten for sjov jokede om noget med at “det ikke var for sent at få en abort”. Jeg vidste godt at det bare var en joke, og at han på ingen måde mente det, men jeg kunne slet ikke bære tanken om at han sagde det, så jeg endte med at begynde at stortude. Han indså straks at han havde begået en fejl, og kom over og undskyldte, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af situationen, samtidig med at tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg kan forestille mig, at han har været lidt forvirret, når jeg både griner og tuder samtidig, men så kan han bare lade være med at komme med sådan en dum joke.
Han påstår dog også, at jeg særligt i starten var enormt gnaven, og havde en kort lunte. Det synes jeg nu ikke, jeg synes jo at mine reaktioner har været fuldt ud berettiget… Men jeg har nu også læst at man ofte selv ikke ved man har så mange humørsvingninger, som man måske i virkeligheden har. Så undskyld Mikkel for at have været en gnaven oppustet kæreste.
5: Bumser på ryggen!!
Her rammer vi så en af dem, jeg ikke var helt forberedt på, og som jeg faktisk ikke kendte til. Det startede med nogle bitte små knopper på min ryg, som meget pludselig udviklede sig til en masse bumser. En helt masse! Det er lige før at dette var det symptom, der gjorde mig mest ked af det. Jeg har altid haft en rigtig fin hud, også på ryggen, og min kæreste har altid sagt at han elskede min bløde hud. Pludselig var den ikke så blød mere, og jeg blev enormt selvbevidst. Eftersom jeg ikke havde læst at det var et symptom, så blev jeg pludselig rigtig bange for, at det var permanent. Jeg ved at det er overfladisk, og at der er mange værre ting, der kunne have ramt mig. Men lige det symptom ramte mig bare på en måde, jeg ikke kunne rumme
6: Svamp
Yes.. klamt i know.. Men det er jo ikke ligefrem noget, man kan styre selv. Jeg var godt klar over, at der var større risiko for at få det, når man blev gravid, men det ændrer ikke på, at det bare lige er prikket over i’et ifht. at føle sig forrådt af sin krop, når man så får det oven i alt det andet. Der er i forvejen så mange andre ting, der foregår, og man føler slet ikke man kender sin krop. Jeg havde bare brug for at der ikke var nogle problemer dernede, men så heldig var jeg ikke, for den skulle jeg også lige have med i min pakke, og av hvor gjorde det ondt!! Så smertefuldt, og jeg følte mig ellers utiltrækkende og utilpas nok i forvejen. Det er heldigvis hurtigt kureret, men det er da alligevel bare super belastende.
7: Smerter i hofter og haleben
Til at starte med, var det ikke noget jeg studsede så meget over, men det begyndte at gøre mere og mere ondt, når jeg satte mig ind i bilen. Mit haleben var sååå ømt. Derefter begyndte hofterne at smerte, og jeg fik til tider problemer med at gå, uden at det gjorde ondt. Det kan være tegn på bækkenløsning, det er dog enormt tidligt at få gener for det. Men ikke desto mindre, var det også noget, der fyldte i min hverdag i starten.
Bare rolig..!
Jeg ved at alle graviditeter er forskellige, og selvom det virker som meget, jeg har døjet med, har jeg vidst været enormt heldig sammenlignet med så mange andre. Kvalmen og trætheden forsvandt efter 2-3 uger. Humørsvingingerne er væk (tror jeg). Jeg købte en rygskrubbe og noget rensemælk, som jeg vaskede min ryg med, og jeg ved ikke om det var, det der hjalp, men ikke desto mindre, er det også gået væk. Svampen blev jo hurtigt behandlet på et par dage, og det eneste jeg stadig bakser med er smerterne i hofter og haleben. Men det er heller ikke så slemt endnu, at jeg ikke kan gå. Så hvis der er andre derude, der sidder og har det helt elendigt grundet nylig graviditet, så bare rolig!! Det går over igen!





Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!