,

Hvornår skal man fortælle man er gravid??

Jeg har altid været af den holdning, at når jeg en dag blev gravid, ville jeg helt sikkert vente 3 måneder med at dele nyheden med andre. Det siges at størstedelen af alle spontane aborter sker inden for de første 3 måneder, og jeg har derfor ikke set nogen grund til at dele nyheden, før jeg var sikker på at barnet sad fast.

Jeg kan tydeligt huske en jul, hvor min søster trak mig til side, for at fortælle mig noget. Hun behøvede ikke sige noget, for jeg vidste det lige så snart jeg så hendes udtryk. “Du er gravid” udbrød jeg. Og hendes reaktion bekræftede blot mit udråb. Jeg blev meget overvældet, og lykkelig på deres vegne, og begyndte at stortude. Jeg kunne simpelthen ikke styre det. Jeg bærer nok en del af skylden for at hele familien fik nyheden at vide den aften, da mine røde hævede øjne afslørede, at der var sket noget stort. Men ikke desto mindre, havde min søster og hendes kæreste valgt at fortælle nyheden til den nærmeste familie langt inden de første 3 måneder var gået.

Min kæreste og jeg talte om det på vej hjem den aften, og vi var begge meget uforstående over for, at de havde meldt nyheden så tidligt, for hvad nu hvis… Vi var i hvert fald fuldt ud enige om, at når jeg en dag blev gravid, ville vi i hvert fald vente med at fortælle det til efter den første scanning.

Plastikpinden viste 2 streger

Fast forward ca halvanden år, og vi når til den sommerdag, en tidlig morgen, hvor jeg har taget en test, og kigger forbløffet på mig, og siger “øh skat, jeg tror du er gravid” (læs mere her).

Vi var lidt i chok, lykkelige, skræmte, glade, forvirrede, og hvad man ellers er, når man sådan pludselig skal indse, at ens liv nok kommer til at ændre sig fuldstændigt. Hvordan skulle vi gribe det an? Hvad var proceduren og næste step i processen? Vi vidste det faktisk ikke, men der var vidst noget med, at man skulle til lægen for at have det tjekket, så vi ringede til lægen, og fik at vide at vi ikke skulle derind, før jeg var ca 8-9 måneder henne. Hold op, hvor var der lang tid til!! Hvad skulle man så gøre mens man ventede på det? Det var egentlig meget surrealistisk at min kæreste og jeg var helt alene i denne bobbel af uvidenhed, forvirring og glæde, og ikke havde andet end en plastikpind til at bekræfte at jeg rent faktisk var gravid.

Vores lille hemmelighed

På en måde var det en dejlig spændende lille hemmelighed vi havde sammen. Og det var en klippe af skjult lykke jeg kunne knytte mig til, hvis jeg havde en dårlig dag. Graviditet-symptomerne ramte mig dog som et brag, og kastede lidt en skygge på vores ellers glædelige hemmelighed (læs mere her), og gjorde det hele lidt mere besværligt at skjule – men vi holdt fast i vores plan med at vente med at sige noget.

Endelig kom den længe ventede dag, hvor vi skulle til lægen. Vi havde en fin snak med ham, og han satte os ind i de mange mange ting, man skal vide, når man bliver gravid. Og han spurgte ind til, hvor vi ønskede jeg skulle føde, og forklarede om jordemoderforløbet osv osv. Jeg opfangede kun ca 10% af det, for det eneste jeg sad og tænkte var “Er du sikker på, jeg er gravid, og hvordan kan du være sikker på at vi ikke mister barnet?”.

Jeg tror mange nygravide har en borende frygt for at miste barnet – det havde jeg i hvert fald. Og oven i det, havde jeg en underlig frygt for om det hele bare var noget jeg bildte mig ind, og om min krop bare havde spillet mig et puds.

 

Vi blev klogere

Inden den positive test havde jeg haft en cyklus, der var lidt længere end normen, henviste vores læge os til en gynækolog, som kunne lave en tidlig scanning på mig, og fastsætte en lidt mere præcis terminsdato. Vi fik en tid allerede samme dag, og vi var henrykte og meget spændte. Vores første scanning!!

Vi kom derind, og scanningen gik i gang. Til at begynde med kunne vi ikke tyde de muddertegninger, der dukkede op på skærmen, men pludselig, så vi det lille væsen med et bankende hjerte. Og der gik det op for os begge, at det her altså var ægte, og at det var noget konkret vi var nødt til at forholde os til. Der var virkelig et lille liv inde i maven på mig!

Scanningen havde gjort noget ved os, jeg ikke kan forklare. Men det at vi havde set den lille levende peanut, gjorde at det nu var så ægte, at vi følte os trygge nok til at dele det med de nærmeste. Vi kunne faktisk næsten ikke vente med at fortælle vores store nyhed. Det lille bankende hjerte på skærmen havde fået os til at ændre vores synspunkt fuldstændigt.

Pludselig forstod jeg, hvorfor min søster og hendes kæreste havde fortalt det så tidligt. Jeg var godt klar over, at vi stadig kunne få dårlige nyheder til nakkefoldsscanningen. Men her og nu var virkeligheden at der var et lille liv i maven på mig, og den virkelighed havde vi brug for at dele.

Jeg kan ikke sige, hvornår det er rigtigt eller forkert at fortælle sine nærmeste, at man er gravid. Og jeg tror det er meget individuelt, hvornår man er klar til at dele nyheden. Jeg ved bare, at den tidlige scanning vi var til, ændrede vores syn på det, og gav mig pludselig en forståelse for, hvorfor andre vælger at sige det tidligere end nakkefoldsscanningen.

/0 Kommentarer/af
,

7 graviditetsgener i første trimester

1: Absurd træthed

Det første symptom, der ramte mig var trætheden. Og ikke træthed som jeg har prøvet det før. Dette var i en helt anden kaliber, som man kun kan relatere til, hvis man selv har prøvet det. Min hjerne gik helt i baglås, og det eneste jeg kunne fokusere på, var hvornår jeg havde mulighed for at sove. Det var værst på jobbet. Tanken om at jeg ikke havde mulighed for at bare lægge mig ned og sove, var helt uoverskuelig og kunne næsten få mig til at tude.

Der var en dag på kontoret, hvor jeg var på toilettet, og jeg egentlig bare lige ville lukke øjnene et par sekunder, for at få lidt ro i hovedet. Jeg faldt i søvn.. Ja jeg faldt i søvn på toilettet på mit arbejde.. Jeg har nok ikke sovet mere end et minuts tid, og nej, jeg faldt ikke ned ad toilettet, men jeg var godt nok lidt forvirret, da jeg så vågnede igen.

2: Morgenkvalme hele dagen

Morgenkvalmen er et meget velkendt symptom på graviditet. Jeg havde bare ikke helt troet, at det skulle vare hele dagen. Det gjorde det i hvert fald for mig, og jeg tror endda, at jeg var heldigt stillet i forhold til mange andre. Det var egentlig sjældent, at jeg kastede op, men kvalmen var kronisk, og det eneste, der dulmede den, var at spise. Dvs jeg var nødt til at spise konstant. Min mave var helt fyldt til randen, og det sidste jeg havde lyst til var at spise, men jeg havde ikke noget valg, hvis jeg ønskede at holde kvalmen nede. Min kæreste og jeg lærte lynhurtigt at jeg skulle have snacks med overalt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var min krop, der forberedte mig på at jeg skulle vænne mig til at have snacks med til vores kommende barn også. Nok ikke helt reelt, men tanken hjalp da i det mindste lidt, for så var der bare en lille mening med galskaben.

3: Oppustethed

Jeg blev også ramt af oppustethed, og luft i maven.. Yes.. mega fedt – især for min kæreste… Hver eftermiddag i starten, så jeg pludselig enormt gravid ud, fordi min mave var så oppustet. Der gik ikke lang tid efter vi havde fundet ud af, at jeg var gravid, til jeg var nødt til at købe en masse oversize tøj, for at skjule den lille bule. Det har nok kun været mig, der kunne se den, fordi jeg vidste det, men jeg blev lidt paranoid for om andre også skulle opdage det, for vi ville gerne vente lidt længere tid før vi offentliggjorde at jeg var gravid.

4: Humørsvinginger

Altså hvis i spørger mig, var det ikke så slemt. Tror dog, at min kæreste havde et lidt andet syn på det. Første gang, jeg virkelig mærkede til det, var da min kæreste helt i starten for sjov jokede om noget med at “det ikke var for sent at få en abort”. Jeg vidste godt at det bare var en joke, og at han på ingen måde mente det, men jeg kunne slet ikke bære tanken om at han sagde det, så jeg endte med at begynde at stortude. Han indså straks at han havde begået en fejl, og kom over og undskyldte, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af situationen, samtidig med at tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg kan forestille mig, at han har været lidt forvirret, når jeg både griner og tuder samtidig, men så kan han bare lade være med at komme med sådan en dum joke.

Han påstår dog også, at jeg særligt i starten var enormt gnaven, og havde en kort lunte. Det synes jeg nu ikke, jeg synes jo at mine reaktioner har været fuldt ud berettiget… Men jeg har nu også læst at man ofte selv ikke ved man har så mange humørsvingninger, som man måske i virkeligheden har. Så undskyld Mikkel for at have været en gnaven oppustet kæreste.

5: Bumser på ryggen!!

Her rammer vi så en af dem, jeg ikke var helt forberedt på, og som jeg faktisk ikke kendte til. Det startede med nogle bitte små knopper på min ryg, som meget pludselig udviklede sig til en masse bumser. En helt masse! Det er lige før at dette var det symptom, der gjorde mig mest ked af det. Jeg har altid haft en rigtig fin hud, også på ryggen, og min kæreste har altid sagt at han elskede min bløde hud. Pludselig var den ikke så blød mere, og jeg blev enormt selvbevidst. Eftersom jeg ikke havde læst at det var et symptom, så blev jeg pludselig rigtig bange for, at det var permanent. Jeg ved at det er overfladisk, og at der er mange værre ting, der kunne have ramt mig. Men lige det symptom ramte mig bare på en måde, jeg ikke kunne rumme

6: Svamp

Yes.. klamt i know.. Men det er jo ikke ligefrem noget, man kan styre selv. Jeg var godt klar over, at der var større risiko for at få det, når man blev gravid, men det ændrer ikke på, at det bare lige er prikket over i’et ifht. at føle sig forrådt af sin krop, når man så får det oven i alt det andet. Der er i forvejen så mange andre ting, der foregår, og man føler slet ikke man kender sin krop. Jeg havde bare brug for at der ikke var nogle problemer dernede, men så heldig var jeg ikke, for den skulle jeg også lige have med i min pakke, og av hvor gjorde det ondt!! Så smertefuldt, og jeg følte mig ellers utiltrækkende og utilpas nok i forvejen. Det er heldigvis hurtigt kureret, men det er da alligevel bare super belastende.

7: Smerter i hofter og haleben

Til at starte med, var det ikke noget jeg studsede så meget over, men det begyndte at gøre mere og mere ondt, når jeg satte mig ind i bilen. Mit haleben var sååå ømt. Derefter begyndte hofterne at smerte, og jeg fik til tider problemer med at gå, uden at det gjorde ondt. Det kan være tegn på bækkenløsning, det er dog enormt tidligt at få gener for det. Men ikke desto mindre, var det også noget, der fyldte i min hverdag i starten.

 

Bare rolig..!

Jeg ved at alle graviditeter er forskellige, og selvom det virker som meget, jeg har døjet med, har jeg vidst været enormt heldig sammenlignet med så mange andre. Kvalmen og trætheden forsvandt efter 2-3 uger. Humørsvingingerne er væk (tror jeg). Jeg købte en rygskrubbe og noget rensemælk, som jeg vaskede min ryg med, og jeg ved ikke om det var, det der hjalp, men ikke desto mindre, er det også gået væk. Svampen blev jo hurtigt behandlet på et par dage, og det eneste jeg stadig bakser med er smerterne i hofter og haleben. Men det er heller ikke så slemt endnu, at jeg ikke kan gå. Så hvis der er andre derude, der sidder og har det helt elendigt grundet nylig graviditet, så bare rolig!! Det går over igen!

/0 Kommentarer/af
, ,

Ikke gravid alligevel?

Allerede dagen efter vi havde fået en positiv test, begyndte mine symptomer. Jeg ved ikke om det var et tilfælde, eller om der har været noget psykologisk, der har spillet ind. Jeg fik morgenkvalme (som varede hele dagen) og jeg var nødt til at spise konstant for at holde kvalmen nede. Min mave blev enormt oppustet, så jeg selv følte at jeg om eftermiddagen så enormt gravid ud. Derudover oplevede jeg en træthed, som ikke kan beskrives medmindre man selv har prøvet det.

Jeg havde det elendigt i 2-3 uger, og så nærmest fra den ene dag til den anden stoppede det. Jeg ved ikke, om det måske var fordi jeg begyndte at spise mine gravitaminer om aftenen i stedet for om morgenen, men ikke desto mindre forsvandt alle symptomer. Det var en kæmpe lettelse, men samtidig gav det også grobund for endnu flere bekymringer. Pludselig fik jeg en følelse af, at jeg måske slet ikke havde været gravid, og at det bare var noget, jeg havde bildt mig ind. Jeg kunne jo ikke mærke noget mere? Mit hoved holdt så meget fast i tanken, at jeg var nødt til at tage endnu en test – blot for at være helt sikker. Som om det ikke var sikkerhed nok i mine tidligere symptomer, humørsvinginger og ikke mindst den udeblevne menstruation…

Skal moderen knytte sig til barnet fra dag 1?

Alle siger, at det er meget mere normalt for kvinden at binde sig til barnet helt fra starten, hvor det for faren, først kommer senere. I så fald er jeg nok bare ikke så normal.

Jeg var konstant bevidst om at jeg var blevet gravid, og jeg tænkte enormt meget på det, og havde enormt meget brug for at tale om det, men for mig var det lige så abstrakt en tanke, som det var for min kæreste. Særligt efter mine symptomer var stilnet markant af. For rationelt set, vidste jeg jo godt, at jeg var gravid, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor alle sagde, at jeg ville knytte mig meget mere til barnet end min kæreste på dette stadie. For jeg kunne jo heller ikke mærke noget. Jeg kunne kun se det samme i spejlet som ham. Jeg havde da knyttet mig til tanken om at være gravid, og om at vi skulle være forældre, ja, men ikke til selve barnet, for som sagt, havde jeg ikke set det, og jeg kunne ikke mærke det. Er det unormalt? Og er det forkert?

I takt med at maven så småt begyndte at vokse, begyndte vi begge at forstå, at det her altså var virkelighed, og at der ligger en lille ‘peanut’ inde i maven på mig. Lægen sendte os til en tidlig scanning, for at sikre, hvor langt henne jeg var, og da vi begge først så det lille liv sprælle i maven på mig, blev det pludselig meget virkeligt. Der var jo rent faktisk noget inde i min mave, som vi havde skabt sammen, og jeg tror lidt, at det gjorde, at vi begge pludselig kastede vores kærlighed på det lille liv, og den fremtid vi gik i møde sammen.

/0 Kommentarer/af
, ,

“Øh skat, jeg tror du er gravid”

Sådan sagde min kæreste, da vi en tidlig fredag morgen, tog en graviditetstest. Jeg troede egentlig ikke, at jeg var gravid. Jeg ønskede inderligt, at jeg var, men jeg havde ikke haft nogle symptomer, og jeg var kun gået en dag over. Alligevel havde jeg besluttet, at jeg ville tage en test. Nok egentlig mest, for at få afkræftet en graviditet, så jeg ikke skulle gå og glæde mig over min udeblevne menstruation, hvis jeg ikke var gravid.

Klokken har nok ikke været mere end 5 om morgenen, og vi havde begge sommerferie. Jeg stod egentlig kun op fordi jeg skulle tisse. Så jeg sagde til min kæreste, der stadig lå i sengen, at blot til info, ville jeg hurtigt lige tage en test. Jeg tror helst han bare ville have sovet videre, men han ville nok heller ikke gå glip af det, hvis nu jeg var gravid. Så han hiver sig ud ad sengen, og efter jeg har tisset på testen, står vi begge med søvn i øjnene, og venter på at tiden er gået. Det var helt surrealistisk at se at der var 2 streger. Jeg tror ikke helt jeg forstod det, og min kæreste kiggede bare målløs på mig, og sagde “øh skat, jeg tror du er gravid”. Jeg ved ikke, hvordan det er normalt, at reagere i sådan en situation, og jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, hverken af ham eller mig. Vi var meget glade, helt bestemt, men ikke oppe og køre – nok nærmere lidt i chok. Og nej, vi var ikke trætte mere, så vi endte med at stå op.

Jeg har læst mange steder, at en test, godt kan være falsk negativ, men ikke falsk positiv. Alligevel havde vi begge brug for at få det bekræftet, så vi tog et par test mere af forskellige mærker – blot for at være helt sikre på, at jeg nu rent faktisk var gravid.

To røde streger, der ændrer alt

Det er en meget underligt, hvordan en lille plasticpind med to røde streger pludselig kan ændre alt. Samme dag havde vi housewarming for familie og venner i vores nye hus, og det var en meget speciel følelse, at skulle fremstå som alt var normalt, når man inderst inde godt vidste at alt var ændret. Jeg havde lyst til at fortælle alle om vores nyhed, men samtidig havde jeg også brug for at det var min og Mikkels hemmelighed lidt endnu. Bare indtil vi selv havde forstået det.

Jeg brugte en del tid på, at stå og kigge på min mave, og forestille mig, hvad det var for en lille en, der voksede derinde. Sammen med glæden om den store nyhed, fulgte der også et væld af bekymringer, og det der fyldte allermest, var frygten for at miste. Jeg turde ikke knytte mig for meget til tanken om at vi skulle have et barn, for jeg var alt for bange for, at jeg så ikke ville kunne bære det, hvis vi mistede det. Vi brugte meget tid på at tale om, ‘hvad nu hvis’ og vi fokuserede på, at hvis nu det gik galt, så var det i det mindste positivt, at vi kunne lave børn sammen, og at hvis det gik galt, så var det bare om at prøve igen.

Nogle vil nok sige, at det er en pessimistisk og lidt kynisk tankegang, men for os var det en nødvendig fase at gå igennem inden vi begyndte at binde os til barnet.

/0 Kommentarer/af