,

7 graviditetsgener i første trimester

1: Absurd træthed

Det første symptom, der ramte mig var trætheden. Og ikke træthed som jeg har prøvet det før. Dette var i en helt anden kaliber, som man kun kan relatere til, hvis man selv har prøvet det. Min hjerne gik helt i baglås, og det eneste jeg kunne fokusere på, var hvornår jeg havde mulighed for at sove. Det var værst på jobbet. Tanken om at jeg ikke havde mulighed for at bare lægge mig ned og sove, var helt uoverskuelig og kunne næsten få mig til at tude.

Der var en dag på kontoret, hvor jeg var på toilettet, og jeg egentlig bare lige ville lukke øjnene et par sekunder, for at få lidt ro i hovedet. Jeg faldt i søvn.. Ja jeg faldt i søvn på toilettet på mit arbejde.. Jeg har nok ikke sovet mere end et minuts tid, og nej, jeg faldt ikke ned ad toilettet, men jeg var godt nok lidt forvirret, da jeg så vågnede igen.

2: Morgenkvalme hele dagen

Morgenkvalmen er et meget velkendt symptom på graviditet. Jeg havde bare ikke helt troet, at det skulle vare hele dagen. Det gjorde det i hvert fald for mig, og jeg tror endda, at jeg var heldigt stillet i forhold til mange andre. Det var egentlig sjældent, at jeg kastede op, men kvalmen var kronisk, og det eneste, der dulmede den, var at spise. Dvs jeg var nødt til at spise konstant. Min mave var helt fyldt til randen, og det sidste jeg havde lyst til var at spise, men jeg havde ikke noget valg, hvis jeg ønskede at holde kvalmen nede. Min kæreste og jeg lærte lynhurtigt at jeg skulle have snacks med overalt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var min krop, der forberedte mig på at jeg skulle vænne mig til at have snacks med til vores kommende barn også. Nok ikke helt reelt, men tanken hjalp da i det mindste lidt, for så var der bare en lille mening med galskaben.

3: Oppustethed

Jeg blev også ramt af oppustethed, og luft i maven.. Yes.. mega fedt – især for min kæreste… Hver eftermiddag i starten, så jeg pludselig enormt gravid ud, fordi min mave var så oppustet. Der gik ikke lang tid efter vi havde fundet ud af, at jeg var gravid, til jeg var nødt til at købe en masse oversize tøj, for at skjule den lille bule. Det har nok kun været mig, der kunne se den, fordi jeg vidste det, men jeg blev lidt paranoid for om andre også skulle opdage det, for vi ville gerne vente lidt længere tid før vi offentliggjorde at jeg var gravid.

4: Humørsvinginger

Altså hvis i spørger mig, var det ikke så slemt. Tror dog, at min kæreste havde et lidt andet syn på det. Første gang, jeg virkelig mærkede til det, var da min kæreste helt i starten for sjov jokede om noget med at “det ikke var for sent at få en abort”. Jeg vidste godt at det bare var en joke, og at han på ingen måde mente det, men jeg kunne slet ikke bære tanken om at han sagde det, så jeg endte med at begynde at stortude. Han indså straks at han havde begået en fejl, og kom over og undskyldte, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af situationen, samtidig med at tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg kan forestille mig, at han har været lidt forvirret, når jeg både griner og tuder samtidig, men så kan han bare lade være med at komme med sådan en dum joke.

Han påstår dog også, at jeg særligt i starten var enormt gnaven, og havde en kort lunte. Det synes jeg nu ikke, jeg synes jo at mine reaktioner har været fuldt ud berettiget… Men jeg har nu også læst at man ofte selv ikke ved man har så mange humørsvingninger, som man måske i virkeligheden har. Så undskyld Mikkel for at have været en gnaven oppustet kæreste.

5: Bumser på ryggen!!

Her rammer vi så en af dem, jeg ikke var helt forberedt på, og som jeg faktisk ikke kendte til. Det startede med nogle bitte små knopper på min ryg, som meget pludselig udviklede sig til en masse bumser. En helt masse! Det er lige før at dette var det symptom, der gjorde mig mest ked af det. Jeg har altid haft en rigtig fin hud, også på ryggen, og min kæreste har altid sagt at han elskede min bløde hud. Pludselig var den ikke så blød mere, og jeg blev enormt selvbevidst. Eftersom jeg ikke havde læst at det var et symptom, så blev jeg pludselig rigtig bange for, at det var permanent. Jeg ved at det er overfladisk, og at der er mange værre ting, der kunne have ramt mig. Men lige det symptom ramte mig bare på en måde, jeg ikke kunne rumme

6: Svamp

Yes.. klamt i know.. Men det er jo ikke ligefrem noget, man kan styre selv. Jeg var godt klar over, at der var større risiko for at få det, når man blev gravid, men det ændrer ikke på, at det bare lige er prikket over i’et ifht. at føle sig forrådt af sin krop, når man så får det oven i alt det andet. Der er i forvejen så mange andre ting, der foregår, og man føler slet ikke man kender sin krop. Jeg havde bare brug for at der ikke var nogle problemer dernede, men så heldig var jeg ikke, for den skulle jeg også lige have med i min pakke, og av hvor gjorde det ondt!! Så smertefuldt, og jeg følte mig ellers utiltrækkende og utilpas nok i forvejen. Det er heldigvis hurtigt kureret, men det er da alligevel bare super belastende.

7: Smerter i hofter og haleben

Til at starte med, var det ikke noget jeg studsede så meget over, men det begyndte at gøre mere og mere ondt, når jeg satte mig ind i bilen. Mit haleben var sååå ømt. Derefter begyndte hofterne at smerte, og jeg fik til tider problemer med at gå, uden at det gjorde ondt. Det kan være tegn på bækkenløsning, det er dog enormt tidligt at få gener for det. Men ikke desto mindre, var det også noget, der fyldte i min hverdag i starten.

 

Bare rolig..!

Jeg ved at alle graviditeter er forskellige, og selvom det virker som meget, jeg har døjet med, har jeg vidst været enormt heldig sammenlignet med så mange andre. Kvalmen og trætheden forsvandt efter 2-3 uger. Humørsvingingerne er væk (tror jeg). Jeg købte en rygskrubbe og noget rensemælk, som jeg vaskede min ryg med, og jeg ved ikke om det var, det der hjalp, men ikke desto mindre, er det også gået væk. Svampen blev jo hurtigt behandlet på et par dage, og det eneste jeg stadig bakser med er smerterne i hofter og haleben. Men det er heller ikke så slemt endnu, at jeg ikke kan gå. Så hvis der er andre derude, der sidder og har det helt elendigt grundet nylig graviditet, så bare rolig!! Det går over igen!

/0 Kommentarer/af
, ,

Ikke gravid alligevel?

Allerede dagen efter vi havde fået en positiv test, begyndte mine symptomer. Jeg ved ikke om det var et tilfælde, eller om der har været noget psykologisk, der har spillet ind. Jeg fik morgenkvalme (som varede hele dagen) og jeg var nødt til at spise konstant for at holde kvalmen nede. Min mave blev enormt oppustet, så jeg selv følte at jeg om eftermiddagen så enormt gravid ud. Derudover oplevede jeg en træthed, som ikke kan beskrives medmindre man selv har prøvet det.

Jeg havde det elendigt i 2-3 uger, og så nærmest fra den ene dag til den anden stoppede det. Jeg ved ikke, om det måske var fordi jeg begyndte at spise mine gravitaminer om aftenen i stedet for om morgenen, men ikke desto mindre forsvandt alle symptomer. Det var en kæmpe lettelse, men samtidig gav det også grobund for endnu flere bekymringer. Pludselig fik jeg en følelse af, at jeg måske slet ikke havde været gravid, og at det bare var noget, jeg havde bildt mig ind. Jeg kunne jo ikke mærke noget mere? Mit hoved holdt så meget fast i tanken, at jeg var nødt til at tage endnu en test – blot for at være helt sikker. Som om det ikke var sikkerhed nok i mine tidligere symptomer, humørsvinginger og ikke mindst den udeblevne menstruation…

Skal moderen knytte sig til barnet fra dag 1?

Alle siger, at det er meget mere normalt for kvinden at binde sig til barnet helt fra starten, hvor det for faren, først kommer senere. I så fald er jeg nok bare ikke så normal.

Jeg var konstant bevidst om at jeg var blevet gravid, og jeg tænkte enormt meget på det, og havde enormt meget brug for at tale om det, men for mig var det lige så abstrakt en tanke, som det var for min kæreste. Særligt efter mine symptomer var stilnet markant af. For rationelt set, vidste jeg jo godt, at jeg var gravid, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor alle sagde, at jeg ville knytte mig meget mere til barnet end min kæreste på dette stadie. For jeg kunne jo heller ikke mærke noget. Jeg kunne kun se det samme i spejlet som ham. Jeg havde da knyttet mig til tanken om at være gravid, og om at vi skulle være forældre, ja, men ikke til selve barnet, for som sagt, havde jeg ikke set det, og jeg kunne ikke mærke det. Er det unormalt? Og er det forkert?

I takt med at maven så småt begyndte at vokse, begyndte vi begge at forstå, at det her altså var virkelighed, og at der ligger en lille ‘peanut’ inde i maven på mig. Lægen sendte os til en tidlig scanning, for at sikre, hvor langt henne jeg var, og da vi begge først så det lille liv sprælle i maven på mig, blev det pludselig meget virkeligt. Der var jo rent faktisk noget inde i min mave, som vi havde skabt sammen, og jeg tror lidt, at det gjorde, at vi begge pludselig kastede vores kærlighed på det lille liv, og den fremtid vi gik i møde sammen.

/0 Kommentarer/af
, ,

“Øh skat, jeg tror du er gravid”

Sådan sagde min kæreste, da vi en tidlig fredag morgen, tog en graviditetstest. Jeg troede egentlig ikke, at jeg var gravid. Jeg ønskede inderligt, at jeg var, men jeg havde ikke haft nogle symptomer, og jeg var kun gået en dag over. Alligevel havde jeg besluttet, at jeg ville tage en test. Nok egentlig mest, for at få afkræftet en graviditet, så jeg ikke skulle gå og glæde mig over min udeblevne menstruation, hvis jeg ikke var gravid.

Klokken har nok ikke været mere end 5 om morgenen, og vi havde begge sommerferie. Jeg stod egentlig kun op fordi jeg skulle tisse. Så jeg sagde til min kæreste, der stadig lå i sengen, at blot til info, ville jeg hurtigt lige tage en test. Jeg tror helst han bare ville have sovet videre, men han ville nok heller ikke gå glip af det, hvis nu jeg var gravid. Så han hiver sig ud ad sengen, og efter jeg har tisset på testen, står vi begge med søvn i øjnene, og venter på at tiden er gået. Det var helt surrealistisk at se at der var 2 streger. Jeg tror ikke helt jeg forstod det, og min kæreste kiggede bare målløs på mig, og sagde “øh skat, jeg tror du er gravid”. Jeg ved ikke, hvordan det er normalt, at reagere i sådan en situation, og jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, hverken af ham eller mig. Vi var meget glade, helt bestemt, men ikke oppe og køre – nok nærmere lidt i chok. Og nej, vi var ikke trætte mere, så vi endte med at stå op.

Jeg har læst mange steder, at en test, godt kan være falsk negativ, men ikke falsk positiv. Alligevel havde vi begge brug for at få det bekræftet, så vi tog et par test mere af forskellige mærker – blot for at være helt sikre på, at jeg nu rent faktisk var gravid.

To røde streger, der ændrer alt

Det er en meget underligt, hvordan en lille plasticpind med to røde streger pludselig kan ændre alt. Samme dag havde vi housewarming for familie og venner i vores nye hus, og det var en meget speciel følelse, at skulle fremstå som alt var normalt, når man inderst inde godt vidste at alt var ændret. Jeg havde lyst til at fortælle alle om vores nyhed, men samtidig havde jeg også brug for at det var min og Mikkels hemmelighed lidt endnu. Bare indtil vi selv havde forstået det.

Jeg brugte en del tid på, at stå og kigge på min mave, og forestille mig, hvad det var for en lille en, der voksede derinde. Sammen med glæden om den store nyhed, fulgte der også et væld af bekymringer, og det der fyldte allermest, var frygten for at miste. Jeg turde ikke knytte mig for meget til tanken om at vi skulle have et barn, for jeg var alt for bange for, at jeg så ikke ville kunne bære det, hvis vi mistede det. Vi brugte meget tid på at tale om, ‘hvad nu hvis’ og vi fokuserede på, at hvis nu det gik galt, så var det i det mindste positivt, at vi kunne lave børn sammen, og at hvis det gik galt, så var det bare om at prøve igen.

Nogle vil nok sige, at det er en pessimistisk og lidt kynisk tankegang, men for os var det en nødvendig fase at gå igennem inden vi begyndte at binde os til barnet.

/0 Kommentarer/af
,

Virkeligheden stikker

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der er nogen, der så venligt har informeret os om, at det er hårdt arbejde at have hus. At når man har købt hus, er der ikke tid til at slappe af osv osv – og alle disse velmente informationer er selvfølgelig kommet efter vi har købt hus. Man skulle næsten tro at folk prøver at få os til at skifte mening. Jeg har selvfølgelig godt været klar over, at der er meget at lave, og at man nok altid kan finde på et eller andet at tage sig til, men jeg må sige, at jeg havde ikke troet, at det ville starte allerede inden der var gået en uge.

 

Jeg havde måske lidt troet, at jeg denne sommer kunne slippe afsted med at dase i solen i haven, og nusse med at få pakket hus, men det var vidst en ret naiv forestilling. For virkeligheden rammer, og den stikker!!

Uvelkomne Roommates

Det er ikke fordi ,der er en finger at sætte på selve huset. Selvfølgelig har vi rigeligt travlt med et hus, der er begravet i flytterod, men udover det, står det rigtig fint. Det, der har overrasket mig, er ikke den store mængde malerarbejde, eller det store flyttekaos, vi uundgåeligt er endt i. Nej jeg taler om en invasion af flyvemyrer og uvelkomne roommates i form af flere hvepsebo undertaget. Ja tak, så er vi da i hvert fald i gang!

Ingen kære mor

Jeg må sige, at det er en massiv kontrast, når man kommer fra en lejlighed på 2. Sal i nordvest. Her er der ingen kære mor eller varmemester, som kommer og løser problemerne for os

– ja, i vores gamle lejlighed klarede varmemesteren altså sagerne, hvis der var noget ved lejligheden der gik i stykker, eller var problemer med. Tænk hvor lækkert det kunne være, hvis vi lige kunne ringe til varmemesteren, og brokke os over hvepsene og myrerne, og vups, så ville han være der til at fjerne dem. #drømmescenarie!  

Vi har indtil videre spottet 3 (måske 4) hvepsebo under taget, og så havde vi også lige en invasion af flyvemyrer, som dukkede op ud af det blå. Myrerne blev hurtigt klaret med noget kanel, men hvepsene er en lidt anden snak. Mikkel og jeg har aftalt at vi (læs: ham) får gjort noget ved boene i vores sommerferie. Godt man har en mand til at klare sådanne opgaver!

Ej, så slemt er det dog heller ikke. Huset og haven er stadig den rene idyl, og det er heldigvis Mikkel, der skal være den store stærke helt, der frygtløst redder mig fra de ondskabsfulde sort/hvide bevingede skurke.

Bevæbnet med en støvsuger

Vi har hørt om et gammelt Søren Ryge-trick, som går ud på at bekæmpe hvepseboene med en støvsuger og hvepsegift. Mikkels rustning kommer desuden til at bestå af net-hat, vanter og sokker uden på bukserne. Jeg skal nok sørge for at komme med en opfølgning og en lidt mere detaljeret tilgang af ‘projekt hvepsebekæmpelse’ når vi har prøvet det af.

Kryds fingre for at det virker !!

/0 Kommentarer/af
,

Stilhed før flyttestorm?

Stilhed før flyttestorm? – not so much!

For ca 3 måneder siden købte Mikkel og jeg drømmehuset. Vi har begge været SÅ klar til at flytte lidt væk fra byen, have egen have, og bare nyde naturen. Derfor har de 3 måneder vi har skulle vente virket som en evighed! I mit hovede har dette været en oplagt mulighed for at have god tid til at få styr på alt det praktiske, ryddet ud i alle vores ting, pakke grundigt ned og sortere en masse ting, og på den måde være helt klar til den store flyttedag..

Well.. Nu er det aftenen inden, og der er OVERHOVED ikke styr på noget synes jeg. Det er særligt i disse situationer, hvor det bliver klart hvor forskellige Mikkel og jeg er. Jeg aner ikke hvad det er han ser gennem hans øjne, men jeg ville da ønske jeg så det samme. Ifølge ham, er der totalt styr på det, og det hele er tip top klart til at vi rykker over. Det jeg ser er rod, rod og atter rod. – Kan vi ikke bytte syn engang imellem tak?

Det her flyttehejs har slet ikke været en dans på roser. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg havde da i hvert fald ikke forventet at det ville være sådan her. Alle formaliteterne har været dybt forvirrende, og jeg har nærmest ikke fattet hvad der er foregået mellem bank, mægler, advokat, forsikringer mv, men på mirakuløs vis (og med stor hjælp fra Mikkel) er det kommet på plads.

Hvor kommer alle de ting fra?

Men tilbage til rodet… Det er ikke fordi vi ikke har pakket, for det har vi, og vi har rykket 18 flyttekasser (18!!!!!) hjem til mine forældre til opbevaring. Dog virker det som om at lejligheden stadig er lige så fyldt, og flyttekasserne er altså ved at svinde ind. Der har været nogle ting, vi selvfølgelig ikke har kunnet pakke ned flere uger før, da vi jo bruger dem i hverdagen, men på en eller anden måde, havde jeg bare forestillet mig, at de sidste ting i dag ville være pakket ned i 3-4 flyttekasser, tæppet rullet sammen, en tom ren lejlighed, og helt flytteklar. Det ville have været det perfekte scenarie. Dog er der sket det, som der ofte sker, nemlig at tingene ikke udarter sig på den perfekte måde, som jeg havde set det i mit hovede. Og det er enormt svært at acceptere. Lejligheden er et stort støvet rod – hvor kommer alt det støv fra? – Man skulle næsten tro, at jeg nogle gange ikke har gidet støvsuge heeelt inde i hjørnerne under sofaen..

En ting, der har overrasket mig er hvor mange ting vi egentlig har. Ting, som vi slet ikke bruger. Og det værste er, at da vi skulle rydde ud i det, var det enormt svært at smide ting ud, for det er jo ikke ting, der er i stykker, og det kan jo være, at man skal bruge dem?? – det gør det altså heller ikke nemmere, at jeg bor sammen med en vidunderlig mand, der bestemt ikke er indstillet på at smide ting ud, for “Det vil da være sjovt at have om 10 år” eller “ej, det kan da godt være vi kan bruge den” – Jeg sidder bogstaveligt talt og ruller med øjnene lige

Virkeligheden er altså et rod

Der er en forventning fra alle om at de her dage skal være lutter glæde, men selvom vi er spændte og glæder os, så synes jeg nu bare at det har været stressende og helt uoverskueligt; og den kæmpe bunke flytterod midt på mit gulv gør det altså ikke bedre. Jeg havde lidt set, at jeg skulle poste et billede på bloggen af mig siddende i en tom lejlighed oven på en af de sidste flyttekasser, med et smil på læben, men sorry guys.. Det kan I ikke få. I må nøjes med et støvet kaotisk rodebillede og en stressbums på kinden, for det er nu engang hvad virkeligheden byder på.

Ej, men planen er helt bestemt at jeg skal få ryddet ud i det, når vi så begynder at pakke ud – det er jeg nødt til (kryds fingre for mig).

Men jeg kan ikke gøre mere nu (læs: jeg orker ikke gøre mere), så nu må jeg bare krydse fingre for, at det hele kommer til at gå så nemt i morgen som Mikkel påstår.

– Åh, hvor jeg dog glæder mig til at få de nøgler!!!

/0 Kommentarer/af