Allerede dagen efter vi havde fået en positiv test, begyndte mine symptomer. Jeg ved ikke om det var et tilfælde, eller om der har været noget psykologisk, der har spillet ind. Jeg fik morgenkvalme (som varede hele dagen) og jeg var nødt til at spise konstant for at holde kvalmen nede. Min mave blev enormt oppustet, så jeg selv følte at jeg om eftermiddagen så enormt gravid ud. Derudover oplevede jeg en træthed, som ikke kan beskrives medmindre man selv har prøvet det.
Jeg havde det elendigt i 2-3 uger, og så nærmest fra den ene dag til den anden stoppede det. Jeg ved ikke, om det måske var fordi jeg begyndte at spise mine gravitaminer om aftenen i stedet for om morgenen, men ikke desto mindre forsvandt alle symptomer. Det var en kæmpe lettelse, men samtidig gav det også grobund for endnu flere bekymringer. Pludselig fik jeg en følelse af, at jeg måske slet ikke havde været gravid, og at det bare var noget, jeg havde bildt mig ind. Jeg kunne jo ikke mærke noget mere? Mit hoved holdt så meget fast i tanken, at jeg var nødt til at tage endnu en test – blot for at være helt sikker. Som om det ikke var sikkerhed nok i mine tidligere symptomer, humørsvinginger og ikke mindst den udeblevne menstruation…
Skal moderen knytte sig til barnet fra dag 1?
Alle siger, at det er meget mere normalt for kvinden at binde sig til barnet helt fra starten, hvor det for faren, først kommer senere. I så fald er jeg nok bare ikke så normal.
Jeg var konstant bevidst om at jeg var blevet gravid, og jeg tænkte enormt meget på det, og havde enormt meget brug for at tale om det, men for mig var det lige så abstrakt en tanke, som det var for min kæreste. Særligt efter mine symptomer var stilnet markant af. For rationelt set, vidste jeg jo godt, at jeg var gravid, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor alle sagde, at jeg ville knytte mig meget mere til barnet end min kæreste på dette stadie. For jeg kunne jo heller ikke mærke noget. Jeg kunne kun se det samme i spejlet som ham. Jeg havde da knyttet mig til tanken om at være gravid, og om at vi skulle være forældre, ja, men ikke til selve barnet, for som sagt, havde jeg ikke set det, og jeg kunne ikke mærke det. Er det unormalt? Og er det forkert?
I takt med at maven så småt begyndte at vokse, begyndte vi begge at forstå, at det her altså var virkelighed, og at der ligger en lille ‘peanut’ inde i maven på mig. Lægen sendte os til en tidlig scanning, for at sikre, hvor langt henne jeg var, og da vi begge først så det lille liv sprælle i maven på mig, blev det pludselig meget virkeligt. Der var jo rent faktisk noget inde i min mave, som vi havde skabt sammen, og jeg tror lidt, at det gjorde, at vi begge pludselig kastede vores kærlighed på det lille liv, og den fremtid vi gik i møde sammen.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!